Ingen moms på Fashion tøj og sko i Minnesota

Den lave dollarkurs har længe været med til at gøre USA til et slaraffenland for shoppelystne turister, men faktisk er der en ekstra god grund til at lægge vejen forbi Mall of America. Minnesota har nemlig ingen moms på personlig beklædning som fx tøj og sko, så hvis indkøbskurven er pakket med cowboybukser, sko eller støvler, er momsen i Minnesota et stort rundt nul.

Fritagelsen for sales tax – som moms hedder på amerikansk – gælder dog ikke på sports- og fritidsudstyr, ligesom der er almindelig moms på alle andre varer som elektronik, smykker, parfume, solbriller, ure, m.v. Momssatsen er dog kun på beskedne 6,875%, så gadget-elskere og ur-entusiaster kan også slå sig løs.

Psst, Inden kufferterne bliver proppet med indkøb fra MOA, er det dog en god ide lige at være opmærksom på toldreglerne. De danske reglerne siger, at toldfri køb til en værdi á op til 3.250 kr. pr. person frit kan indføres fra USA til Danmark, inden der skal betales told og afgifter.

Mall of America underholder hele familien
Shopping er en af favoritoplevelserne, når turen går til USA og Minnesota med bl.a. Mall of America i byen Bloomington. Og Mall of America er da også næsten en destination i sig selv, hvor du kan powershoppe i et af de største shopping- og oplevelsescentre i USA. Men Mall of America – eller bare MOA – er meget andet end bare shopping, for her er underholdning for både far, mor og børn.

Respekt for sportshistorien i MOA
Mall of America er placeret der, hvor det tidligere Metropolitan Stadium lå indtil 1985, og som indtil 1981 var hjemmebane Minnesota Vikings (amerikansk fodbold) og Minnesota Twins (baseball). Som en hyldest til de tidligere sportsaktiviteter på stedet kan man i gulvet midt i den indendørs forlystelsesparks, Nickelodeon Universe, finde Minnesota Twins’ tidligere home plate – som basepladen i baseball kaldes – på nøjagtig den placering, pladen havde, da der blev spillet baseball på Metropolitan Stadium.

En anden gemt rekvisit fra Metropolitan Stadium er en rød stol fra det nedrevne stadion. Stolen er placeret højt oppe på en væg i MOA, der indikerer netop det sted på stadion, som baseball stjernen Harmon Killebrew ramte, da han lavede et af sine mest berømte homeruns, nemlig sit 520 foot (160 meter) lange skud den 3. juni 1967.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *